« Tilbage

Glasmuseer i Danmark

Sidst revideret sep 2024
Glasfakta

Glasmuseerne rundt om i Danmark viser udstillinger, der på hver sin måde fortæller om glas, dets historie og mange anvendelsesmuligheder, og også viser os international glaskunst med spændende designs og kunsthåndværk.

VILLUM Window Collection

VILLUM Window Collection blev etableret i 2006 på foranledning af Lars Kann-Rasmussen. Samlingen er opkaldt efter Lars Kann-Rasmussens far civilingeniør Villum Kann Rasmussen, der grundlagde VKR Gruppen i 1941, og som udviklede VELUX ovenlysvinduet i 1942.

VILLUM Window Collection dokumenterer og formidler vinduets historie og dets betydning for menneskers livskvalitet og adgang til lys, luft og udsyn.

Tidslinjen

En seks meter lang tidslinje formidler vinduets og glassets historie og udvikling fra det første lyrehul til nutidens intelligente klimavinduer. Hver stilperiode på tidslinjen har fået en farve, og disse farver er gennemgående i udstillingen, så de besøgende hurtigt kan tidsbestemme de udstillede vinduer.

VILLUM Window Collection rummer cirka 300 historiske vinduer fra 1600-tallet og frem til i dag. Udstillingen er enestående i kraft af den omfattende fysiske samling af tekniske, håndværksmæssige og stilhistoriske eksempler på vinduets udvikling.

Samlingen og udstillingen har til huse på Maskinvej 4 i Søborg, der blev indviet som hovedsæde for VKR Gruppen i 1951.

Glasmuseet Ebeltoft

Glasmuseet Ebeltoft – det internationale samlingspunkt for udvikling og formidling af moderne glaskunst.

Glasmuseet Ebeltoft blev oprettet i 1985 i den tidligere Toldbod i Ebeltoft. Museet blev til på initiativ af den danske glaskunstner Finn Lynggaard og realiseret i tæt samarbejde med erhvervsfolk fra byen.

Glasmuseet Ebeltoft råder over en anerkendt samling af moderne, international glaskunst, som er doneret eller udlånt til museet af glaskunstnere fra hele verden.

I museets Glasunivers kan man se film om glasteknikker og blive klogere på glassets historie og nogle af de mange funktioner, glas har i hverdagen. Man kan få viden om glasøjne, glasfiber, glødepærer og meget mere.

Man kan besøge Glasmuseet Ebeltoft på Strandvejen 8, Ebeltoft.

Hempel Glasmuseum

Hempel Glasmuseum ejer Nordens største private samling af europæiske glas fra perioden 1500-1900.


J.C. Hempels Samling er indsamlet i årene 1950-1970, den omfatter mere end 1000 glas, hvoraf en tredjedel stammer fra oldtidskulturerne, der er blandt andet også eksempler på små flasker fra Ægypten, der stammer tilbage fra 1500 år før vores tidsregning. Samlingen indeholder glas fra både Ægypten og Mellemøsten, herunder Romerriget.

Samlingen indeholder tillige glas fra de tidlige danske glasværker, bl.a. Conradsminde, Ålborg, Fyn og Holmegaard, disse glas er fra 1800-tallet.

Udover de historiske samlinger har museet skiftende udstillinger af moderne glaskunst.

Hempel Glasmuseum er beliggende Annebjerg Stræde 2 i Nykøbing Sjælland.

Lukket i hele 2025

Hempel Glasmuseum skal moderniseres og vil være lukket fra 21. oktober til engang i april 2026!

Holmegaard Glasværk, museum for form og forvandling

Holmegaard værk er Danmarks nye hot spot for kunsthåndværk og tradition, hvor fortiden giver inspiration til fremtiden. Ved kanten af Holmegaard Mose kan man besøge det gamle Holmegaard Glasværk, her går man ind i en verden af design, kunsthåndværk og historie.

Holmegaard glasværk med Ardagh, bagerst i billedet, hvor der stadig er beholder/flaske produktion

I et partnerskab mellem museum, kommune og kulturliv vil man løfte den danske designtradition til et niveau, den ikke har været på siden 1950’erne og 1960’erne, og med fokus på det gode kunsthåndværk og det innovative design pustes der liv til en industri, der siden 2008 har været uddød i Danmark.

Adressen til Holmegaard Glasværk er Glasværksvej 53, Holmegaard.

Læs her om historien fortalt i glas på Holmegaard Glasværk.

Er du historisk interesseret kan du læse artiklen "Glasproduktion i Danmark fra renæssancen til nu".




Andre artikler

Søgning

Her kan du søge efter specifik viden om glas