Kroneglas, okseøjeglas, måneglas
Kroneglasmetoden blev sandsynligvis udviklet i Syrien i slutningen af det 7. århundrede. Metoden kom til Sydeuropa et par århundreder senere og først i det 15. eller 16. århundrede begyndte man at anvende metoden i Nordeuropa.
I Danmark bruger man, ud over kroneglas, også navnene okseøje og måneglas om glas fremstillet efter denne metode.
Kroneglas blev fremstillet ved, at varmt glas blev mundblæst til en hul rund beholder med en flad bund. En pontel (en massiv jernstang) fikseredes derefter i midten af glaskuglen, og blæsepiben blev løsnet og fjernet. Åbning fra hvor blæsepiben sad blev udvidet yderligere med en varm jernstang. Glasset, som nu havde form som en bred, dyb skål, opvarmedes igen og blev derefter roteret hurtigt og jævnt rundt på pontelen som en aksel.
Centrifugalkraften bevirkede i løbet af rotationen, at der blev dannet en flad, glat rund skive. Man kunne fremstille glasskiver med en diameter på op til ca. 1,20 m diameter ved denne teknik.
Efterfølgende blev rektangulære glas skåret ud omkring centrum. Glasset blev anvendt til ruder i blyindfattede vinduer og senere i sprossede vinduer fremstillet af træ.
Midterstykket med tilslutningspunktet fra pontelen havde en diameter på omkring 10 til 15 cm og blev anvendt i blyindfattede ruder, hvor man havde behov for at få lys ind, men ikke behøvede at kunne kigge ud. Det kunne være i højtsiddende vinduer i kirker.
Læs mere i artiklen: Vinduesglas gennem tiderne.
Midterstykket fik, på grund af aftrykket fra pontelen, navn efter hvad man syntes det lignede; okseøje og krone. Navnet måneglas henviser til selve skiven af glasset.
Fremstilling af glas efter denne metode blev benyttet frem til 1915.
Hos Glashütte Lamberts har man genoptaget fremstillingen af måneglas, se det i videoen her.