Ændrer glas form med alderen?
Når glasset er tykkere forneden, er det produceret sådan og monteret med den tykke ende nedad.
Glas er et fuldstændig amorft materiale, som ved opvarmning går fra sprød til plastisk tilstand uden at passere noget egentligt smeltepunkt. I mange henseender kan glas derfor sammenlignes med en underafkølet væske med en meget høj viskositet, som for almindeligt glas ved 20°C er cirka 1018-1019 N s/m2.
Ved almindelig temperatur vil der derfor næppe finde nogen plastisk deformation sted de første milliarder år. Man kan altså ikke studere fænomenet i virkelighedens verden; men skrønen om, at vinduesglas i meget gamle bygninger løber nedad og bliver tykkere forneden, lever videre.
Når man rent faktisk kan konstatere, at gammelt vinduesglas ofte er tykkere forneden, skyldes det, at glasset med datidens fremstillingsteknik blev leveret med varierende tykkelse og efterfølgende monteret med den tykkeste ende nederst.
Produktion af håndblæst måneglas, kroneglas
Smeltet glas fanges op på blæsepiben og formes på en blank metalplade. Efter genopvarmning og rotation formes en boble. Når boblen har en passende størrelse, hæftes den an fra bagkanten med en pontel (en massiv metalstang), og blæsepiben knækkes af.
Boblen opvarmes igen og roteres så hurtigt, at påvirkningen fra centrifugalkraften bevirker, at glasset slynges ud og danner en plan, cirkulær skive med det typiske ”okseøje” (bulls eye) i centrum, hvor pontellen er fastgjort. Den færdige skive stilles til afkøling.
Detalje: af boblens formændring under den hurtige rotation.
Skiven skæres efter afkøling op i mindre, firkantede rudestykker. ”Okseøjet”, det mindst værdifulde dengang, er nu det mest sjældne og værdsatte.
