« Tilbage
Termopane Telexbygningen Brussels

Thermopane blev registreret i 1941

Sidst revideret maj 2023
Glasfakta

Thermopane

I gamle termoruder sås ofte mærket ’Thermopane’ printet ind i afstandsprofilet


Mærkenavnet Thermopane, der blev registreret i 1941 af det amerikanske Libbey-Owens-Ford glasfirma, blev næsten en generel betegnelse for en termorude på verdensplan, Thermopane lagde navn til begrebet ”termorude”, som for alvor vandt frem i 1950’erne og 60’erne. I Belgien producerede Glaver Thermopane fra 1948 og frem.


Rudeopbygning

Thermopane termoruder bestod af to glas med et lag af dehydreret luft imellem. De to glas var ikke som nu klæbet sammen med fugematerialer, men var forbundet med en patenteret samling af bly og kobber. En kobberliste blev fastgjort på indersiden af hvert glas, hvorefter en blyliste blev svejset mellem dem. Filtreret og dehydreret luft blev indført i det 6 til 12 mm brede hulrum. Den lufttætte samling var fleksibel og kunne modstå spændinger.

Thermopane termoruder havde oftest to glas, men samme princip og samling kunne også bruges til enheder med flere glas. Thermopane-enheder op til 6 m² var mulige med almindelige vinduesglas, mens polerede Thermopane-enheder blev fremstillet i størrelser op til 18m². Thermopane kunne faktisk fremstilles med næsten alle slags glas, herunder støbt glas, spejlglas, gennemfarvet glas, sandblæst glas og hærdet glas. Ved montering af Thermopane i vinduesrammer med spartelmasse og glaslister, skulle direkte kontakt mellem glasset og rammen undgås ved brug af fx fugebånd.

Bedre isolering – bedre komfort

For at overbevise byggebranchen om fordelene ved Thermopane-termoruder gennemførte Glaver en omfattende propagandakampagne. En af de vigtigste fordele, som Glaver fremhævede, var reduceret varmeoverførsel – 50 % mindre end 4 mm enkeltglas. Fx havde et Thermopane-ruder med to glas på 3 mm og en samlet tykkelse på 14 mm en K-værdi (tidligere betegnelse for U-værdi) på 3,5 W/m²K. Størrelsen af vinduet kunne øges, mens varmetabet var uændret; desuden blev større temperaturfald (’kuldenedfald’) nær vinduerne undgået, hvilket også forbedrede komfortniveauet markant. Et salgsargument, som virker indlysende i dag, men som fremhæver nyheden ved termoruder på det tidspunkt, var, at Thermopane-ruder var nemmere at rengøre: Kun to overflader skulle rengøres, sammenlignet med fire overflader i koblede/forsats-vinduer.

Kampagnen ser ud til at være lykkedes. Produktionen af Thermopane-ruder  var relativt begrænset i begyndelsen af 1950'erne (ca. 100.000 Thermopane-ruder blev monteret i hele Europa i 1955), men efterspørgslen voksede, så Glaver i 1960 kunne fejre installationen af en million kvadratmeter Thermopane-glas, som tilfældigvis var i Telex-bygningen i Bruxelles, tegnet af arkitekt Léon Stynen. 

Udvidet garanti

I løbet af 1960'erne var Thermopane-teknologien blevet forbedret til et punkt, så Glaverbel udvidede garantiperioden mod nedsat udsyn, kondens og støv på indersiden fra fem til ti år. Thermopanes succes steg endnu mere, da ’Thermopane pret à placer’ blev markedsført i 1968; 47 standardmål, klar til at blive leveret på stedet inden for to uger. I 1968 begyndte Glaverbel også at promovere Thermopane til renovering og understregede, at eksisterende vinduesrammer kunne tilpasses til Thermopane-glas.

Belgiske glasproducenter

De tre store glasproducenter i Belgien i 1940’erne og 1950’erne udviklede hver deres eget mærke af termoruder. Glaver havde Thermopane, Univerbel producerede Polyverbel mens Glaceries de la Sambre (og senere Glaceries de Saint-Roch) fremstillede Polyglass. For hver af producenterne var termoruder en topsælger i deres produktsortiment. Selvom den termiske ydeevne af de forskellige mærker af termoruder var ens (varierende mellem 3,0 og 3,5 W/m²K), var forbindelsen og sammensætningen af ruderne forskellig. Virksomhederne printede ofte deres navne i samlingen mellem de to glas.

1961 fusionerede de to største belgiske producenter af planglas, Glaver og Univerbel, til Glaverbel. 

1998 købte Glaverbel PPG Glass Industries' europæiske planglasaktiviteter.

2002 overtog AGC fuld kontrol over Glaverbel.

2007 vedtog AGC et enkelt navn for alle sine virksomheder rundt om i verden. Glaverbel blev til AGC Flat Glass Europe og i 2010 til AGC Glass Europe.

Læs om andre typer af tidlige termoruder i artiklen: Tidligere typer af termoruder.




Andre artikler

Søgning

Her kan du søge efter specifik viden om glas