Hærdet og heat-soak testet glas til hurtig levering
Udvidet service og bedre sikkerhed fra SCANGLAS
SCANGLAS udvidede i 2019 produktionen i Kjellerup med en ny hærdeovn, et sliberi samt en heat-soak ovn, hvilket muliggør, at kunderne nu kan bestille hærdet og heat-soak testet glas til hurtig levering.
”Vi har tidligere hentet det hærdede glas hjem fra udlandet, hvilket kunne betyde lange leveringstider” oplyser produktionsdirektør Jesper H. Rasmussen, ”men vi er glade for nu at kunne tilbyde vores kunder danskproduceret hærdet glas til fantastiske leveringstider”, tilføjer han.
Investeringen i en heat-soak ovn er foretaget udfra et ønske fra kunderne om at få en øget sikkerhed i forhold til sprængninger. Denne sikkerhed kan de nu få ved at lade glasset gennemgå en heat-soak test.
Baggrunden for at lade hærdet glas heat-soakteste er, at der i sjældne tilfælde kan forekomme nikkelsulfidindeslutninger i hærdet glas, og dette kan få det til at sprænge. Ved at foretage heat-soak testen i produktionen, fremprovokeres en kontrolleret sprængning af glasset, hvis det indeholder nikkelsulfidpartikler, der er indesluttede. Dette giver sikkerhed for både kunde og slutbruger, da risikoen for nikkelsulfidindeslutninger dermed minimeres.
En komplet leverance
SCANGLAS’ nye hærdeovn vil give mulighed for at imødekomme den stigende efterspørgsel på hærdet glas samt sikre en komplet leverance, hvilket i sidste ende vil spare tid for SCANGLAS’ kunder og give dem mulighed for at yde en bedre service til deres kunder.
”Implementeringen af hærdeovn, heat-soak ovn og sliberi har været en spændende proces, og vi ser frem til at kunne imødekomme det stigende behov for hærdet glas. Vores ambition er at følge med vores kunder, og være de bedste på markedet til at supportere dem” slutter Jesper H. Rasmussen.