Klodser til termoruder
Termoruder i ramme/karm systemer skal monteres så det sikres, at der opnås luft- og vandtæthed i vinduer, døre mv.
Rudefalsen hvor ruderne monteres i skal drænes og ventileres for at beskytte ruden mod fugt på:
- Kantforseglingen af ruden
- Mellemlag i lamineret glas
- Belagte glasoverflader
Der er derfor krav til rudernes opklodsning, monteringsbånd, glaslister, fugematerialer for at sikre dræn og ventilation.
Klodser
Der findes flere typer klodser: Bæreklodser, styreklodser og distanceklodser og evt. udligningsklodser og midlertidige klodser. (Midlertidige klodser kan være nødvendigeunder transport.)
For alle typer af klodser gælder det at de skal overholde:
- Klodser skal være uforgængelige, formbestandigt, ikke fugt absorberende og kompatible med ruderne, ramme/karm samt med alle komponenter i ruden (f.eks. mellemlaget i lamineret glas eller kantforseglingen af termoruder). Det valgte materiale skal have sådanne egenskaber, at beskadigelse af rudekanten forhindres. Alle klodser skal være fremstillet til formålet.
- Klodsernes funktionelle egenskaber skal bibeholdes under rudernes levetid.
- Klodserne må ikke forhindre dræn eller udligning af damptryk.
- Klodserne skal placeres parallelt med glaskanten, for at sikre, at ruden er understøttet over hele klodsens længde.
- Der må ikke anvendes søm, stifter eller lignende, til fastholdelse af klodser på en måde der kan beskadige ruden.
- Placeringen må ikke forhindre tætningslistens komprimering eller tætnende evne mod ruden.
Kantafstand/klodstykkelse
Bemærk at der ikke er specifikke krav til klodsernes tykkelse, men det er der til kantafstanden fra ruden til falsen. Det betyder at hvis den karm, ramme eller sprosse som ruden sidder i, er et tyndt materiale, som kan bøje op på midten, så skal der overalt være en minimum kantafstand, der sikrer dræn af fx kondensvand. Mindste tilladte kantafstand mellem ruden og falsen er 4mm jvf Glasindustriens garantiordning.
Krav til klodser
For hver klodstyper er der krav til:
- Funktion
- Placering
- Dimension: Bredde, længde, tykkelse (tykkelsen skal mindst være lig med minimum kantafstand mellem glas og falsen så tilstrækkelig ventilation og dræning sikres).
Klodsernes funktion
- Obligatoriske bæreklodser overfører belastningen fra ruden via ramme/karm til den bærende bygning, murværk. Afhængigt af vinduessystemet kan bæreklodserne have brug for en udligningsklods.
- Obligatoriske styreklodser overfører belastninger fra ruden til ramme/karmen, afhængigt af vindue type.
- Valgfrie styreklodser holder den korrekte position af ruden i rammen/karmen og undgår kontakt mellem rammen og glasset, men er ikke rettet mod at overføre belastninger fra ruder til rammen/karmen.
- Distanceklodser/monteringsbånd bruges til at overføre belastningerne vinkelret på rudeplanet. De skal placeres på en sådan måde, at ruden holdes i passende afstand fra fals og glaslister. De skal placeres, så de ikke forstyrrer bæreklodser eller styreklodser. Distanceklodsernes funktion overtages meget ofte af passende gummibånd eller -profiler.
Eksempler på placering af klodser i ruder i lodrette facader
Illustration hentet fra Glasindustriens ”MONTERINGSVEJLEDNING FOR RUDER Grundlag for garantiordningen”.