Jellingestenene står beskyttet i hver sin glasmontre
De over tusinde år gamle sten står beskyttet mod vejrliget i to glasmontre
I Jelling ligger to historiske og kendte runesten, Jellingestenene. Jellingestenene blev rejst af kongerne Gorm den Gamle og Harald Blåtand i slutningen af 900-tallet.
Jellingestenene er optaget på Unescos liste over enestående verdenskulturarv og regnes for et af Danmarks vigtigste fortidsmonumenter.
Runestenene var medtaget af vejrliget
En undersøgelse af stenene viste, at de var i stor risiko for at blive ødelagt. Vand trængte ind i hulrum i stenene, og i frostvejr kunne man risikere, at dele af stenene ville sprænges af. Derudover har stenene været hårdt ramt af udvaskninger.
Stenene skulle beskyttes men man skulle kunne komme tæt på dem
Gennem flere år havde man registreret, at de to runesten var ved at blive ødelagt af at stå udenfor, og at de betydningsfulde runer og billedrelieffer var ved at blive nedbrudt. Runestenene skulle beskyttes, men man ville gerne, at man fortsat kunne opleve stenene i det fri og samtidigt respektere det eksisterende anlæg, hvor stenene stod.
Man skulle kunne komme tæt på stenene, gå rundt om dem og betragte dem fra forskellige vinkler og på nært hold, samtidig med at hensynet til beskyttelse af stenene blev tilgodeset.
Der blev udskrevet en konkurrence, hvortil der blev indsendt 157 forslag på fra hele verden. Det blev det danske arkitektfirma NOBEL arkitekter, der fik opgaven
Idéen i det vindende projekt var at skabe en diskret afskærmning, der fremhæver runestenenes tyngde og form og samtidig bibeholde oplevelsen af, at man er tæt på dem.
Glasset skulle indeholde flere funktioner
Der var flere krav til glasset. Det skulle have maksimal gennemsigtbarhed, glasset skulle være personsikkerhedsglas, glasset skulle sikre mod gennemtrængning og hærværk og beskytte mod UV-stråling.
Når man betragter stenene i montrene, er det vigtigt, at man ikke oplever genskin og reflekser fra omgivelserne, men får den direkte oplevelse af at være helt tæt på stenene. Derfor er der anvendt jernfattigt glas, der gør, at man ser stenenes rigtige farver, og glasset er antirefleksbehandlet.
Nedsat refleksion
Når lys passerer både ind og ud gennem almindeligt glas, kaster glasset ca. 4 procent af lyset tilbage, og der opstår en spejling. Ved at behandle glaspladerne med en coating af metaloxider nedsættes denne refleksion til under 1 procent. Glasset er behandlet både på den indvendige og den udvendige side
Personsikkerhed og beskyttelse mod UV-stråling
Glasset skulle være et personsikkerhedsglas for at sikre de besøgende mod skæreskader fra glasset, hvis de stødte ind i det. Glasset skulle også være et sikkerhedsglas for at beskytte runestenene mod hærværk. Glassene er derfor lamineret med flere lag klar PVB-folie. Lamineret glas nedsætter UV-strålingen til under 1 procent, hvilket har været vigtigt ved beskyttelse af runestenene, da UV stråler langsomt er med til at nedbryde overfladen på stenene.
Montrene
Afskærmningerne af runestenene er udført som to enheder, der beskytter hver deres runesten. Afskærmningen over Harald Blåtands runesten er større og markerer hermed denne runestens særlige betydning. Afskærmningen over Gorms runesten er mindre og vender sig mod Harald Blåtands runesten. Med denne komposition skabes der en arkitektonisk dialog mellem de to runesten.
De to montre er udført i støbt bronze, hvor man har fremskyndet patineringsprocessen, så overfladen fremstår med en irret grønlig nuance i et smukt samspil med runestenenes grå og rødlige granitoverflader. Montrene er udstyret med fiberbelysning og et særligt klimaanlæg, der skal regulere temperaturen og blandt andet forhindre, at der dannes kondens på glasset.
Belægningen omkring afskærmningerne er ført med ind omkring stenene for at mindske overgangen mellem ude og inde og forstærke oplevelsen af, at man er tæt på stenene.
Glasarbejdet
De specielle refleksfri glas er produceret i Tyskland. Samlingerne ved hjørnerne var en udfordring, da de skulle kunne holde til stød og slag. Efter mange overvejelser fandt man en løsning i form af et gummiprofil, som man anvender til biler. Profilet blev specialdesignet til opgaven, og det beskytter de udsatte og sårbare glashjørner.
og