50-års jubilæum og generationsskifte hos Krone Vinduer
Efter et vellykket ejerskifte med overdragelsen til Dovista Gruppen forlader Kaj Bundgaard nu Krone Vinduer ved årsskiftet og overlader direktørposten til økonomichef Lars Irskov. Et 50-års jubilæum den 3. oktober 2025 markerer afslutningen på en flot karriere i vinduesbranchen, hvor Krone Vinduer under Kaj Bundgaards ledelse har sat et markant aftryk på byggeriet i Danmark.
Et generationsskifte når nu sin endelige afslutning i Krone Vinduer, hvor direktør og tidligere ejer Kaj Bundgaard har meddelt, at han træder tilbage ved årsskiftet for at gå på pension. Det sker efter intet mindre end 50 års virke i virksomheden, hvor han startede som arbejdsdreng i 1975. Ny mand på direktørposten bliver virksomhedens økonomichef gennem de sidste 10 år, Lars Irskov.
- Vi har arbejdet på den her plan i chefgruppen gennem en længere periode, og Lars Irskov er den helt naturlige arvtager til direktørposten. Han kender virksomheden indefra og har en stor del af æren for de resultater, vi har opnået de seneste år. Det er vigtigt, at vi holder fast i den særlige kultur og holdånd, der er Krone Vinduers styrke, siger Kaj Bundgaard.
Den kommende direktør, Lars Irskov, ser frem til at tage et skridt op i en ny rolle efter mere end ti år som økonomichef:
- Min vigtigste opgave bliver at sikre kontinuiteten i virksomheden, så vi bevarer Krone Vinduers særkende og identitet. Det er en stor ære for mig at få muligheden for at tage over efter Kaj, der om nogen har tegnet Krone Vinduer udadtil i årtier og skabt den nicheproduktion, vi er så stolte af heroppe. Der venter mange spændende udfordringer forude, som jeg glæder mig til at tage fat på sammen med vores mange dygtige medarbejdere, siger Lars Irskov.
Det helt rigtige punktum
Generationsskiftet i Krone Vinduer blev indledt i 2016 og formelt fuldført i 2023, hvor Dovista Gruppen overtog den sidste del af ejerskabet. Dengang var Kaj Bundgaard ikke klar til at tage afsked med sit livsværk. Det er han til gengæld nu, og han er glad for, at det kunne lade sig gøre at få en ny ejer ind i god tid inden pensionen, så han stadig kunne være et aktiv for virksomheden. Man ser ofte, at ejerledere venter for længe med at sælge, påpeger han.
Og der kunne næppe skrives en bedre slutning end det jubilæum, der fejres med kollegaer, venner og forretningsforbindelser den 3. oktober 2025 på vinduesfabrikken i Harken. Der, hvor det hele startede for 50 år siden.
- Alting skal slutte på et tidspunkt, og for mig er mit 50-års jubilæum det helt rigtige punktum. Samtidig har det en stor betydning, at Krone Vinduer er i god gænge. Det har været vigtigt for mig at stoppe på et tidspunkt, der føles rigtigt for mig og min familie, men også for firmaet. På begge parametre er timingen perfekt. Jeg føler, at jeg kan gå ud ad døren med stolthed og rank ryg, siger Kaj Bundgaard.
Jubilæet afholdes fredag den 3. oktober hos KRONE Vinduer i Harken.





