« Tilbage

Emballage til beskyttelse af glas under opbevaring og transport

Sidst revideret okt 2021
Glasfakta
Under opbevaring og transporten af floatglas kan det opleves som om de helt blankpolerede glasoverflader klæber til hinanden, og de kan være svære at adskille igen senere. Derudover skaber transport og opbevaring en risiko for glasoverfladekorrosion. Når glasset opbevares og når det transporteres til videreforarbejdning hos vinduesproducenten eller bilproducenten, skal der anvendes emballeringsmateriale, som ikke forbliver på det færdige produkt og ikke når ud til slutbrugeren.

Kork afstandsstykker til glas

Kork afstandsstykker er et sikkert emballeringsmateriale som anvendes til beskyttelse af glas, termoruder og bilglas under både opbevaringen og transport. De er designet til at absorbere stød og effektivt beskytte de sårbare og skrøbelige produkter mod skader eller ridser.

Afstandsstykkerne består af to materialer med forskellige egenskaber naturlig kork og syntetisk skum. Laget af den pressede kork sikrer overførslen af alle belastninger. Korken er stabil og modstandsdygtig over for knusning og langvarig kompression, mens skummet sikrer en hurtig og nem vedhæftning af kork til glasoverfladen.

Glasafstandspulver

Glasafstandspulver (Interleaving Powder) kan effektivt modvirke vedhæftning eller ridser på glas samt overfladekorrosion. Generelt kan glasafstandspulver erstatte papir- eller korkafstandsstykker til mange opgaver, men der er udfordringer og kompromiser, der skal tages i betragtning. Papir og kork vil stadig opfattes som en pålidelig måde at beskytte de færdig fabrikerede glasenheder og termoruder på.

Glasafstandspulver, der anvendes i planglasindustrien til adskillelse af glastavlerne, er akrylperler med et surt pulver for at forhindre korrosion eller farvning.

For at sikre maksimal beskyttelse af glasoverfladen, skal man, når man vælger akrylpulver, indtænke opbevaringstiden på lageret og luftfugtigheden under opbevaring, transportform og transportafstand for at vælge den bedste perle og syre til emballeringen.

Glasafstandspulveret skal have en ensartet partikelstørrelse for at opnå den bedste beskyttelse. Et par store perler gør det muligt for de mindre perler at falde ud, når glasset hæves til lodret position. Uensartede produkter kan føre til at glaspladerne får kontakt med hinanden så der opstår gnidningsmærker, ridser og pletter.

Til maksimal beskyttelse af planglas mod korrosion og for den bedste adskillelse af tavlerne anbefaler man en blanding af adipinsyre eller borsyre og akrylperler. Andre blandinger af syre- og akrylperler anvendes når opbevaringstiden er kort, og luftfugtigheden er lav.

Til hårdt belagt glas anbefales enten små akrylperler eller polyethylen med ultrahøj molekylvægt. Disse materialer bruges mest uden tilsætningsstoffer.

Til blødt lavemissionsglas anbefales almindeligvis akrylperler, der er let komprimerbare og meget ensartede i størrelsen. Ensartetheden i størrelsen minimerer risikoen for, at perlerne beskadiger den bløde belægning.

Til belagt glas fungerer perler med meget ensartet størrelse. Med en tilstrækkelig mængde perler i næsten ens størrelse på den belagte glasoverflade er kontakttrykket lavt, og risikoen for, at perler beskadiges af en hård belægning, eller at perlerne beskadiger en blød belægning minimeres.

Hvis floatglas og hærdet glas fremstilles, opbevares, pakkes og sendes på en måde, der minimerer udsættelse for høj luftfugtighed, kan den korrosionshæmmende syre elimineres. For eksempel, hvis floatglas eller hærdet glas fremstilles og forbruges af kunden inden for få dage, er risikoen for udsættelse for høj luftfugtighed eller vand meget mindre, end hvis glasset opbevares i et udvendigt lager i mange måneder.




Andre artikler

Søgning

Her kan du søge efter specifik viden om glas

x

Modtag vores nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev