« Tilbage
Glarmestre fra SvaneGlas på arbejde

Svane Glas – faglighed, stolthed og ordentlighed

Sidst revideret apr 2025
Glasfakta

Du mærker med det samme den gode stemning, og bliver mødt af et varmt velkommen og et fast håndtryk af Rasmus Svane.

Glasfakta var på besøg hos Svane Glas på Hvedevej i Randers. Den familieejede virksomhed blev grundlagt helt tilbage i 1928 og har i snart 100 år opereret inden for glarmesterfaget. I dag ejes virksomheden af 4. generation, Casper og Jacob Svane.

Rasmus har taget sin kollega Jann Sørensen med på mødet, der om nogen ved noget om glas. Jann har arbejdet med glas i mere end 40 år.


Rasmus Svane, Svane Glas tv., i midten Kim Aschenberg, Glasfakta, th. Jann Sørensen, Svane Glas


Flere ressourcer at sætte i spil

Svane Glas har 8 afdelinger fordelt i Jylland, samt en enkelt på Sjælland, hvor der betjenes alle kundetyper, engros såvel som privat.

De mange afdelinger giver stordriftsfordele, ikke mindst i forhold til indkøb. Og med flere afdelinger har Svane Glas også mulighed for at sætte flere ressourcer i spil, når opgaven kræver det. Det giver stor fleksibilitet at kunne tilpasse ressourcerne efter opgaven, også for kunden, der stadig kun har én kontakt.

”For nylig rykkede vi ud til en hasteopgave, hvor kunden havde fået leveret det forkerte glas, og vi blev bestilt til at levere og montere glas, der lever op til sikkerhedskravene. 52 stk. 3-lags termoruder med 2 gange sikkerhedsglas skulle monteres i en pokkers fart. Vi var 10 mand på opgaven, og det var klaret inden for nogle timer, så kunden kunne bruge lokalerne igen”, fortæller Rasmus Svane.


Fra store projekter til en enkelt termorude

Svane Glas betjener en stor del virksomheder fra de større projektleverancer til en enkelt termorude.

Sidste sommer var Svane Glas totalentreprenør på et omfattende projekt i Musikhuset i Aarhus med udskiftning af store glaspartier – her var Svane totalentreprenør, og opgaven blev løst i samspil med gode tætte samarbejdspartnere.

Og i forbindelse med et nybyggeri af rækkehuse i Odder, har Svane Glas fået glasentreprisen med udvendige glasværn, hvor der anslås at skulle bruges 1.000 montagetimer.


Viden og rådgivning

Når du vælger Svane Glas, får du en stor portion viden og kompetence, hvor man kender reglerne og kan rådgive kunderne:

”Vi fik en forespørgsel fra en arkitekt på 17 mm glas, men ud fra vores erfaring – og med brug af Glasfakta – kunne vi fastslå, at kravet kun var 8 mm. Det gav en besparelse for kunden, og det gav os en lettere montering”, fortæller Jann Sørensen.

Initiativer omkring bæredygtighed

Et andet område hvor Svane Glas lige nu forsøger at gøre en ekstra indsats er omkring bæredygtighed:

”Vi har den første ESG-rapport på vej, hvor vi har fokus på udvalgte områder, hvor Svane vil mindske CO2-aftrykket og bidrage til vores klimaudfordringer. Det er vigtigt ift. omverdenen, og det vil også være en parameter ift. opgaver og kunder. Og det har betydning for vores rekruttering og nye medarbejdere – ja, det giver en stolthed hos alle medarbejdere”, fortæller Rasmus Svane.

ESG står for Environment, Social og Governance, og dækker over hhv. miljø og klima, sociale forhold samt virksomhedsadfærd.

Stærke, sunde værdier

Under hele mødet fornemmer du stoltheden og stærke, sunde værdier som ordentlighed og sikkerhed for kunde, brugere og medarbejdere. Det at vælge det rigtige glas, og opgaverne skal være udført korrekt.

Med Svane Glas får du erfarne og professionelle håndværkere inden for glarmesterfaget, der arbejder med glas til dagligt og har et stort kendskab til glasløsninger, når de skal løse din næste opgave. Derudover har Svane Glas et tæt samarbejde med dygtige underleverandører af glasprodukter.



Kontakt info til leverandør


Svane Glas - Se profil


kontakt|svaneglas.dk
+45 86 42 22 55



Andre artikler

Søgning

Her kan du søge efter specifik viden om glas