Fra Glaver til AGC Glass Europe
AGC Glass Europe står for den lange tradition for glasfremstilling i Belgien, der går tilbage til 1914. Det var dengang, at Emile Fourcault introducerede glastrækningsprocessen, verdens første mekaniserede metode til fremstilling af glas. Denne opfindelse revolutionerede glasindustrien, da alt vinduesglas indtil da var blevet fremstillet ved den ældgamle glasblæsningsmetode.
Læs artiklen: Maskinglas, Fourcault og float i Norden
Glaver
Firmaet "Glaver" etablerede i 1921 Gompel-fabrikken. I 1926 blev produktionen udvidet betydeligt, herunder med produktion af spejlglas. Produktion af spejlglas stoppede i 1930, men anlægget blev senere brugt til Thermopane-afdelingen.
Glaver producerede termoruden Thermopane fra 1948 og frem. Mærkenavnet Thermopane blev næsten en generel betegnelse for en termorude på verdensplan, efter at det var blev registreret i 1941 af det amerikanske Libbey-Owens-Ford glasfirma.
Læs mere i i artiklen: Thermopane blev registreret i 1941
Glasindustrien blomstrede i Belgien, i 1945 var landet det største glasproducerende land i verden.
Glaverbel
Glaver og Univerbel, de to største belgiske producenter af planglas, fusionerede i 1961 til Glaverbel. I 1965 etablerede Glaverbel den første floatglasfabrik på det europæiske kontinent i Moustier (Belgien).
Den franske koncern BSN Groupe S.A. (Boussois-Souchon-Neuvesel) etablerede sit første datterselskab til fremstilling af planglas, Flachglass A.G., i Vesttyskland i 1970, og to år senere erhvervede det en kontrollerende andel i Glaverbel, som blev indlemmet i dets planglasdivision. Sammen med de tidligere ekspansionsprogrammer i Vesttyskland, Østrig og Benelux-landene gav disse opkøb BSN næsten halvdelen af det europæiske marked for planglas.
Floatglasrevolutionen førte til en radikal omstrukturering af glasindustrien, hvor eksisterende glasovne blev lukket ned. Den medfølgende ændring af beskæftigelsen i glasindustrien blev forværret af den verdensomspændende recession, der ramte økonomien i midten af 1970'erne. Som løsning introducerede Glaverbel en politik med at forarbejde det rå glas til færdige eller halvfabrikata.
Fra BSN til AGC
BSN forlod planglasindustrien, delvis foranlediget af frygten for, at en ny oliekrise var nært forestående. I 1980 solgte BSN sine vesttyske planglasforetagende Flachglass A.G. til det britiske selskab Pilkington Brothers, og i 1981 blev Glaverbel solgt til AGC: Asahi Glass Co., Ltd (etableret i 1907 i Japan), som også købte MaasGlas B.V. i Holland.
Det følgende år solgte BSN den sidste af dets planglasaktiviteter, det franske datterselskab Boussois (lukket okt. 2022) til AGC. BSN havde nu kun ni glascontainerfabrikker.
Lanceringen af Glaverbel på børsen i Bruxelles i 1987 gav virksomheden de ressourcer, som den havde brug for til et ambitiøst vækstprogram med geografisk ekspansion i Vesteuropa og investeringer i højteknologiske produkter. I 1998 købte Glaverbel PPG Glass Industries' europæiske planglasaktiviteter.
Fuld integration i AGC
I 2002 overtog AGC som led i sin verdensomspændende reorganisering fuld kontrol over Glaverbel, som blev afnoteret fra børsen. I 2007 blev alle koncernens brands samlet som "AGC" først som AGC Flat Glass Europe og i 2010 som AGC Glass Europe.
I 2012 gik AGC Glass Europe sammen med den tyske glasprocessor Interpane, og udvidede dermed koncernens muligheder inden for belagt glas til byggebranchen. I 2015 købte man det polske firma NordGlass, der er aktivt inden for udskiftningsglas til biler, hvilket gør det til det førende europæiske firma inden for denne sektor.
Udover AGC er Guardian (Lyxguard), NSG-Group (incl Pilkington) og Saint-Gobain Industri også storproducenter I Europa. Se mere i artiklen: Glass for Europe