Stærkt samarbejde om kunstværk af Tal R på Østerport Station
Centralt på Østerport Station kan man se et stort og flot kunstværk “Rejsen begynder her” af den anerkendte danske kunstner Tal R. Opmåling, produktion og montage af værket er blevet til i et samarbejde mellem Glashærderiet og Snoer Glas.
”Rejsen begynder her” er et såkaldt hinterglasmaleri, hvor maleriet er udført på bagsiden af en glasplade, så motivet ses gennem glasset. Kunstværket er inddelt i tre store felter, der hver måler 3,40 x 4 meter. Det markante værk sætter således et stærkt præg på rejsen og oplevelsen for de mange tusinde mennesker, der hver dag benytter Østerport Station.
Der var krav om, at der skulle anvendes sikkerhedsglas, og Glashærderiet har produceret 10 mm hærdet jernfattigt glas til de ni store glaspartier, som kunstværket er malet direkte på.
Alle glas er i facon med polerede kanter, og ikke et eneste af dem er ens. Det var derfor ekstra vigtigt at få alle glas mærket korrekt op med numre, for- og bagside samt op og ned, da det er et glasmaleri og ikke kan vendes vilkårligt.
Glasset er opmålt og installeret af vores gode samarbejdspartner glarmestervirksomheden Snoer Glas.
Snoer Glas har til opmålingen anvendt Proliner på grund af de mange skæve vinkler og for at sikre, at vi fik et meget præcist tegningsmateriale.
Det er Snoer Glas, der har stået for leveringen af de ni glaspartier, først til kunstneren og efterfølgende til stationen, hvor Snoer Glas også stod for monteringen.