Gulv- og trappeglas
Spændende løsninger og lys og kig til underetagen, der er mange muligheder med glas til gulve og trapper.
Gulv- og trappeglas kan bruges til at skabe arkitektoniske spændende løsninger samt sikre lysindfald til områder, hvor det ikke er mulig at placere vinduer.
Gulv- og trappeglas skal udføres af glas, der kan holde til kortvarige store laster og modstå overfladeridser. Derudover skal glasset forblive i konstruktionen ved brud.
Lamineret glas
Til glas i gulve og trapper anvendes lamineret glas med mindst 3 lag glas. Opbygningen af den laminerede konstruktion vælges afhængig af belastning og dimensionering. De nederste lag er dimensioneret, så de i sig selv er i stand til at optage lasten, hvis det øverste slidlagsglas revner. Glaslagene i det laminerede glas lamineres med flere lag PVB-folie mellem hvert glaslag.
Gulv - og trappeglas vil kunne udsættes for ekstreme laster under kort tid og kan let få ridser i overfladen, der er med til at gøre dem svagere.
Brudmønstret er afgørende for valg af glas til bærende gulve og trapper. Derfor bruges ikke
kun tykt almindeligt floatglas, der revner med lange skarpe farlige kanter og desuden ikke
kan klare de nedbøjninger, der ofte vil være.
Hærdet glas som enkelt glas må aldrig bruges, da det ved brud granulerer og dermed taber
hele sin bærekraft.
Hverken float eller varmeforstærket glas er i sig selv et personsikkerhedsglas, men vil i den
samlede laminerede glasopbygning være at klassificere som et personsikkerhedsglas.
Laster
Den projekterende skal oplyse brugskategori, belastning og max. tilladelig deformation
under de pågældende konstruktionsforhold, for at der kan foretages en korrekt dimensionering.
Brugskategorien henviser til de forudsatte laster, som er beskrevet i det nationale
anneks: DS/EN 1991-1-1 DK NA:2013 – Nationalt anneks til Eurocode 1: Last på bærende
konstruktioner – Del 1-1: Generelle laster – Densiteter, egenlast og nyttelast for bygninger.
Glasbeskrivelse
Eksempel:
Gulvglas som lamineret (varmeforstærket+float+float): 8 mm varmeforstærket, 12 mm
float, 12 mm float med 1,52 mm PVB-folie mellem hver glaslag.