« Tilbage

Glas til skilte

Sidst revideret sep 2019
Glasfakta
Glas virker umiddelbart skrøbeligt, men hærdning og laminering gør glasset stærkere og sikkert at anvende til skilte.

Glas er et spændende materiale, lyset passerer igennem det, og vi kan se igennem det. Kombineres glasset med nye og gamle teknikker og effekter, kan vi opnå helt nye interessante udtryk. Det ældgamle materiale bruges på nye måder, og bidrager til nye skiltekoncepter.

Sikkerhed

Er et skilt, vejvisere, info-tavle og lign. i glas placeret så personer kan komme direkte i kontakt med det, skal glasset være et sikkerhedsglas. I praksis betyder det oftest et hærdet glas, som er dimensioneret til den vindbelastning og persontryk skiltet kan blive udsat for. Dimensionering vil være afhængig af, hvordan glasset er monteret.

BR18:

I ”Bygningsreglementets vejledning om glaspartier, glasflader og værn af glas i bygninger” står der, i stk. 3.0.7. Fritstående glasskærme, følgende:

”Skærme af glas eksempelvis fritstående vejvisere og info-tavler, er ikke nødvendigvis omfattet af kravene i Bygningsreglementet, men i det omfang glaspartier vurderes at indgå i dele af et bygningsværk og vil kunne medføre personskade ved kollision, kan der anvendes sikkerhedsglas”.

Læs mere om anvendelse af begreber som skal og kan i samme vejledning

Glas til skilte vælges efter varierende kriterier

  1. Tykkelse (vægt), styrke, brudmønster
  2. Gennemsyn, farve, lystransmittans
  3. Udseende (silketryk)
  4. Kantbearbejdning (slibning)

Tykkelse (vægt), styrke, brudmønster
Tykkelsen fastsættes først og fremmest baseret på belastning hvilket vil sige; vindtryk/vindsug i kombination med styrke og acceptabelt brudmønster.

Normalt anvendes hærdet glas, som har meget større brudstyrke end almindeligt glas. Ved brud granulerer hærdet glas granulerer og falder fra hinanden i små ‘uskarpe’ stykker. Se Hærdet glas
Lamineret glas forbliver sammenhængende ved brud (som vi kender det i bil-frontruder). Se Lamineret glas.
Ønskes begge fordele vælges lamineret (hærdet+hærdet), som det bruges i balkonrækværker.

Hærdet glas skal være mærket iht EN 12150. Laminerede (hærdet+hærdet) kan leveres med mærkning, men det er ikke et krav. Mærkning af personsikkerhedsklassifikation iht EN 12600 er frivilligt. Se "Mærkning af sikkerhedsglas"

Glas vejer 2,5k/mm/m²: 6mm=15 kg/m², 8mm=20 kg/m², 10mm=25kg/m², 12mm=30 kg/m².
Glastykkelsestolerancer: 6mm: +/-0,2mm, 8-10-12mm:+/-0,3mm.

Gennemsyn, farve, lystransmittans
Klar float kan man umiddelbart se igennem. Lamineret (hærdet+hærdet) glas har samme gennemsynsmulighed som klar float og hærdet i samme tykkelse.

Lystransmittansen nedsættes en lille smule ved øget tykkelse. Lyset reduceres med mindst 4% for hver fri glasoverflade (lamineret glas har kun 2 frie overflader).
Farven i klar float er svag grønlig grundet jernoxiden fra sandet til glasfremstilling. Jo tykkere glas jo grønnere.
Gennemfarvet glas giver mulighed for varierende farve, igen afhængig af tykkelsen.
Gennemfarvet glas er mindre lysreflekterende end klar float.

Udseende (farve tryk)
Glas kan udover gennemfarvning også tilføres farve ved maling. Malingen påføres efter udskæring og kantbearbejdning, inden hærdning. Malingen kan påføres som heldækkende uigennemsigtige lag eller som tryk med bogstaver og mønstre. I hærdeprocessen indbrændes malingen som en ‘emalje’ og er dermed helt modstandsdygtig overfor alle påvirkninger.

I trykprocessen kan malingen påføres i forskellige lagtykkelser, så glasset kan blive translucent, der kommer lys igennem, men man kan ikke se igennem (svarende til sandblæsning). Almindeligt glas er transparent, man kan se igennem og lyset kan passere igennem.

Malingsfarver kan vælges efter RAL-farver (se trykt glas)

Kantbearbejdning (slibning)
Kantbearbejdningen kan udføres på flere måder: båndslibning, maskinslibning eller polering. Der vil på hærdet glas altid være kantslibning.
Slibning kan udføres på flere måder: Mat slibning eller klar poleret:

- Granet kant (rejfet) mat båndslibning
- Grovslebet kant (3 slibeflader: kant og grater)
- Slebet mat kant
- Poleret kant (blankt)

Herudover findes andre typer med smig og rundinger.

Montering

Det skal defineres tydeligt, hvor egenvægten optages. Bedst ved placering på to fodpunkter (som i et normalt vindue) og fastholdt med glaslister.

Se artiklerne:
"Huller og udskæringer i termisk hærdet glas"
"Tolerancer – Huller i lamineret glas"










Andre artikler

Søgning

Her kan du søge efter specifik viden om glas

x

Modtag vores nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev