Hydrokarbonbrand

Standardbranden er en standardiseret brand til olieindustrien. Den såkaldte hydrokarbonbrand eller kuliltebrand kaldes også et ”nominelt” brandforløb i modsætning til de fuldt udviklede brandforløb, der

betegnes ”parametrisk”.

Læs også artiklen: Standardbrand

Kulbrintebrandkurven i henhold til EN 1991-1-2

Anvendelsesområde for kulbrintebrandkurven 

Kulbrintebrandkurven er karakteriseret ved endnu højere brandrumstemperaturer end standardtemperatur-tid-kurven (nedenfor ETK-kurven), der almindeligvis anvendes i byggeriet. Det gælder især i begyndelsen af branden, da temperaturerne stiger meget hurtigere. Med længere brandvarighed på mere end 120 minutter vil både kulbrintebrandkurven og ETK-temperaturer nå op på mere end 1100°C.

Kulbrintebrandkurven anvendes, når der er risiko for væskebrande, fx i industrianlæg (kemikalier), på skibe, pontoner, olieplatforme, vej- og jernbanetunneler samt til brændstofanlæg (benzin- og dieselbrande).

Det endelige regelsæt for design ved hjælp af kulbrintebrandkurven er:

DS/EN 1991-1-2: 2007 - Eurocode 1: Last på bærende konstruktioner – Del 1-2: Generelle laster – Brandlast

Denne standard omhandler termiske og mekaniske laster på konstruktioner udsat for brand. Den er beregnet til at bruge sammen med de dele af EN 1992 til 1996 og EN 1999, som omhandler branddimensionering.

Brandkurver

Der kan oprettes brandkurver for ethvert behov, der viser temperaturafhængigheden over tid. Sådanne kurver er et nyttigt værktøj i brandsikkerhedsplanlægning. Under testen udsættes komponenterne for en varmebelastning, der er bestemt af standardbrandkurven. De viser tidsafhængigheden af temperaturen i tilfælde af brand efter analyse af varmeenergien.

Læs mere i artiklen: Brandglas brandbeskyttende glas sikrer at ilden ikke breder sig