« Tilbage

Glasværn - farver og design

Sidst revideret aug 2018
Glasfakta

Farvet og møntret glas kan være med til at give arkitekturen et skulpturelt snit

Når glas anvendes til værn åbner det mange muligheder for at tilpasse design og lys efter bygherrens ønsker og behov. Det kan være klart glas, ætset/frostet eventuelt i mønster, gennemfarvet, påtrykt et mønster eller med farvet folie.

Ved at vælge forskellige glas kan man styre i hvor høj grad glasset skal slippe lys ind respektivt forhindre indsyn.

Gennemsyn, refleksion, farve, lystransmittans

Klar float kan man umiddelbart se igennem. Lamineret(hærdet+hærdet) glas har samme gennemsynsmulighed,som klar float og hærdet i samme tykkelse.

Lystransmittansen nedsættes en lille smule ved øget tykkelse. Lyset reduceres med mindst 4 % for hver fri glasoverflade (lamineret glas har kun 2 frie overflader).

Farven i klar float er svag grønlig på grund af jernoxiden fra sandet til glasfremstilling. Jo tykkere glas jo grønnere. Gennemfarvet glas giver mulighed for varierende farve, igen afhængig af tykkelsen.

Gennemfarvet glas er mindre lysreflekterende end klar float.

Klart glas - gennemfarvet glas

En løsning med klart glas giver frit udsyn mod rekreative arealer. Alternativt kan anvendes gennemfarvet glas, som i biler, her opnås udsyn men ikke indsyn. Gennemfarvet glas giver med farverne grå, grøn, bronze og blå muligheder for at tilpasse designet med den øvrige bygnings farver.

Translucent glas

En afskærmning med ætset glas kan vælges mod for eksempel offentlig vej, hvorfra der ikke ønskes indsyn. Begrebet translucent glas betyder, glas som slipper lys igennem men forhindrer gennemsyn. Traditionelt anvendes translucente glas til vinduer i entréer, baderum, toiletter, omklædningsrum og så videre for at slippe lys ind men hindre indsyn. Nu anvendes det mere og mere som et dekorativt indslag i glaspartier. Til glasværn kan flere af typerne anvendes: ætset glas, sandblæst glas, silketrykt glas og matlamineret glas.

Silketrykt – malet glas

Glas kan udover gennemfarvning også tilføres farve ved maling (silketryk). I hærdeprocessen indebrændes malingen som en ‘emalje’ og bliver dermed modstandsdygtig overfor alle påvirkninger. Malingen kan påføres som heldækkende uigennemsigtige lag eller som silketryk feks. i mønster.

I silketryksprocessen kan malingen påføres i forskellige lagtykkelser, så glasset kan blive translucent, der kommer lys igennem, men man kan ikke se igennem (svarende til sandblæsning). Almindeligt glas er transparent: se igennem og lys igennem.

Kantbearbejdningen

Kantbearbejdningen kan udføres på flere måder: båndslibning, maskinslibning eller polering. Der vil på hærdet glas altid være kantslibning.
Slibning kan udføres på flere måder, kan være mat slibning eller klar poleret:







Andre artikler

Søgning

Her kan du søge efter specifik viden om glas

x

Modtag vores nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev